Laissez faire

Laissez faire eller laisser faire[1] (udtalt [lesefɛʀ]) er et fransk udtryk, der direkte oversat betyder "lad gøre", men bruges i betydningen "lade stå til". Det blev først brugt i det 18. århundrede af fysiokrater, som ønskede at minimere statens indblanding i landets økonomi. Vendingen udtrykker den holdning, at det offentlige ikke på nogen måde bør påvirke den måde, hvorpå markedsøkonomien fungerer, og altså ikke udføre nogen form for regulering eller beskatning. I sin yderste konsekvens udtrykker laissez faire-tankegangen ønsket om en såkaldt natvægterstat.

Udtrykket bruges også i overført betydning på andre områder som betegnelse for, at autoriteter afholder sig fra at gribe ind på et område, f.eks. laissez faire-opdragelse. Indenfor psykologien har den tysk-amerikanske psykolog Kurt Lewin anvendt det til at skelne mellem grupper, der bliver ledet efter henholdsvis laissez faire-, autoritære og demokratiske principper.[2] Udtrykkes bruges somme tider nedsættende som udtryk for ansvarsfralæggelse eller ansvarsforflygtigelse.[3]

  1. ^ "laissez faire sb." i Retskrivningsordbogen. Besøgt 26. juli 2019.
  2. ^ Mogens Hansen: Opslagsordet laissez-faire i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. november 2018.
  3. ^ "Laissez faire" i Den Danske Ordbog. Besøgt 8. november 2018.

Developed by StudentB